Småvildtjagt i Afrika

Duejagt
De første morgener blev vi kørt ud til jagtområdet i Phillips folkevognsrugbrød. Jagtområdet viste sig at være nogle meget, meget store majs- og solsikkemarker. Vi blev alle placeret på en lang linie med ca. 50-100 meters mellemrum. På posterne skjulte vi os dels bag camouflagenet og dels med camouflagetøj og ansigtsmaske. Fuglene var tre duearter – Ring-necked dove, Mourning dove og senegaldue. Hos hver skytte blev der stillet en karton med 250 patroner i kaliber 12 med hagl nr. 7½ - med et løfte om, at der var flere, hvor de kom fra. At afskydningen ikke udelukkende var mord for vores fornøjelses skyld (hvem sagde hykler?), vidner den omstændighed om, at duerne hvert år æder ca. 30 % af høsten. Jægere er derfor yderst velkomne hernede.

Nyt jagtområde
De næste dage skulle blive traditionel duejagt med en menneskelig apportør hos hver skytte. Jagtudbyderen ved navn Niel Seady modtog os i nærheden af byen Bloemfontein, hvor vi blev indkvarteret på en turistlodge, med hegn, låger og hele molevitten.

Klippeduer
Hovedbyttet de kommende dage ville være forfaderen til vores tamduer, rock pigeons – eller klippeduer, om man vil. Fuglene er lidt mindre end vores ringduer, og har mere spidse og falkeagtige vinger, og jeg har personligt ikke oplevet noget ”flyvende objekt” der overhovedet kan sammenlignes med disse luftakrobater. Træffer man ikke fuglen med første skud, så skal der en langt bedre skytte end mig til at få den i det andet.

Kun 2 skud pr. due
Vi fornøjede os med jagten på disse herlige fugle, samt nogle af de føromtalte små duer de følgende to dage, inden vi igen skulle vende næsen mod Det Kolde Nord efter en på alle måder fantastisk jagtrejse, med et samlet resultat for 6 jægere og en både jagende og arbejdende fotograf på 4.510 duer i 8.896 skud.